Om tændkuler og forbrændingsrum

Om Tændkuler og Forbrændingsrum.

Av ingeniør I, Molin.

Enhver som sysselsætter sig med konstruktion av maskiner for drift med petroleum hvor glødekule kommer til anvendelse som det tændende organ, vet hvor let man direkte kan beregne og sikkert bestemme alle maskinens øvrige detaljer undtagen tændkulens og forbrændingsrummets og det i forbindelse hermed staaende stempels topform. Men spør man sig ofte, maskinens »hjerte« burde vel nu være fuldt uteksperimentert og lovene for dets væren eller ikke væren fuldt kjendt og bestemt? Saa er dog ikke tilfælde; ti løsningen av spørsmaalet er vanskelig nok og beror paa en række sammenhængende omstændigheter, som f. eks. spyleluftens bevægelser i cylinderen m.m,, som hverken kan sees eller beregnes; men man maa endnu saafremt man ikke helt indgaaende kjender en anden maskins topstykke, for hvert tilfælde foreta og med detaljert plan utføre eksperimenter som ofte kan bli dyre nok inden et godt resultat er opnaadd. Paa grundlag av de erfaringer som disse eksperimenter gir, maa man saa skridt for skridt opkonstruere den for maskinen mest hensigtssvarende og mest praktiske form av tændkule og forbrændingsrum. At man dog i de sidste fem aar er kommet spørsmaalets løsning betydelig nærmere, viser sig tydelig og klart derav, at mens man før hadde en mængde fra hverandre sterkt avvikende mere eller mindre kompliserte tændkuleformer, saa begynder de derimot nu at vise sterk tendens til indbyrdes likhet i form og et visst slegtskap i sin konstruktion; men endnu forestaar der meget arbeide før den fuldkommenhet er naadd som man har ret til at i vente.

Før jeg gaar over til studiet av de egentlige tændkulekonstruktioner, kunde det være paa sin plads at ofre tændkulens nærmeste slegtning og forgjænger, tændrøret, nogen ord. Denne tændanordning som der i sin tid var megen tale om og som endnu anvendes ved mindre maskiner, bestaar deri at et i forbindelse med cylinderen værende rør av porselæn, jern eller nikkel ophetes utenfra til glødevarme. Efter hver arbeidsperiode blir der tilbake i røret indifferente forbrændingsgaser, som først under kompressionsslaget sammentrykkes saa meget at den friske ladning formaar at trænge ind i røret, hvor den antændes av de hete rørvægger. En ildstraale skyter da ut av røret og ind i cylinderen og antænder hele den derværende gasblanding. For at kunne regulere tidspunktet for tændingen, kan pladsen av den ytre opvarmende flamme forandres. Fig. 1 viser en konstruktion av et tændrør. Tidspunktet for tændingen beror ikke alene paa rørets længde og den tilførende kanals størrelse, men ogsaa paa rørets volum, dets beliggenhet paa eylinderen, kompressionsgraden, rørets temperatur, røroverflaternes beskaffenhet, den ytre flammes beliggenhet, kjølevandets temperatur, maskinens belastning og hastighet, blandingsforholdet, det anvendte reguleringssystem m. fl. faktorer. Man finder altsaa at tændingsøieblikket avhænger av en hel del omstændigheter, av hvilke enkelte har en viss overensstemmelse med maskinens konstruktion og altsaa kan uteksperimenteres. Andre hænger sammen med maskinens tilfældige beskaffenhet, og unddrar sig for en stor del kontrol. Alt i alt gjør dette at gløderørstænding kun kommer til anvendelse ved smaa maskiner, hvor driftssikkerheten maa staa tilbake for prisbilligheten. Angaaende selve virkningsmaaten staar imidlertid dette i nær overensstemmelse med den ved tænding med tændkule. Denne senere tændingsanordning som har fundet stor anvendelse, vises i fig. 2. I bund og grund beror dens virkning paa samme princip som det netop beskrevne gløderør er baseret paa. Men mens dette er temmelig ømfindtlig for ydre paavirkning, er tændkulen mere motstandsdygtig. Vel forekommer det at den en og anden gang springer eller av anden grund maa skiftes ut; men derved foraarsages ingen store omkostninger. Ved første betragtning synes det eiendommelig at en jevn gang hos maskinen overhodet kan opnaaes med en saa enkel i tændanordning. Man skulde næsten paa forhaand være tilbøielig til at mene at tændinger kunde ha let for at opstaa baade for tidlig og for sent. Da det imidlertid har vist sig at saa i regelen ikke er tilfælde, har man søkt forklaringen dertil i dristige hypoteser. Men man har derved overset baade at tændingen ikke indtræffer saa regelmæssig, og fremfor alt, at en med tændkule forsynet maskin i regelen fordrer et betydelig bedre pass fra maskinistens side end hvad der er tilfælde med maskiner forsynet med moderne, høit utviklede elektriske tændanordninger. Før maskinens igangsætning maa imidlertid tændkulen opvarmes ved en blaaselampe. Naar kulen er blit opvarmet saa den er rød, er maskinen færdig til igangsætning, hvilket kan ske med haandkraft, med komprimert luft eller med startmaskin. I almindelighet kan lampen siden slukkes efter kun faa minutters drift, da den i cylinderen ved eksplosionerne foraarsagede varme er tilstrækkelig til at holde kulen varm uten særskilt opvarmning utenfra, hvilket jo i sammenligning med tændrør er en stor økonomisk fordel med hensyn til brændselforbruket. Ved de fleste maskiner av denne sort indføres sammen med forbrændingsluften en viss kvantitet kjølevand i cylinderen, hvilket under like forhold tillater anvendelse av et høiere kompressionstryk. For at forstaa tændkulens virkningsmaate er det av vegt at vite under hvilke omstændigheter en med denne tænding forsynt maskin arbeider tilfredsstillende samt naar den markerer. Det har nu vist sig at tændkulemaskiner -arbeider bedst, naar de faar gaa med konstant omdreiningstal og med ditto belastning eller med andre ord, naar tændkulens varmeforhold blir uforandret.

Økes derimot belastningen, sagtner maskinen ofte paa grund av at kulens temperatur er steget for meget. Maskinen blir for varm pleier man si, men at maskinen selv ikke blir for varm er klart, da det jo ikke frembyr nogen vanskelighet at avkjøle cylinderen tilstrækkelig "for alle belastninger. Kulens høie temperatur ytrer sig nu fremfor alt deri at tændingerne indtræffer for tidlig, d.v.s. fortændinger opstaar, hvorved maskinens hastighet naturligvis mindskes. Det kan til og med hænde at tændingerne kommer saa tidlig at maskinen stopper, eller det kan endog indtræffe at den kaster om og forandrer sin gangretning. Men maskinen kan ogsaa under visse omstændigheter sagtne av andre aarsaker, specielt naar den arbeider med flytende brændse. Har kulen nu normal temperatur, saa gaar oljen straks over i gasform men er * derimot temperaturen for høi eller brændslets spredeanordning i uorden, da forkulles en del av oljen. Dai sidstnævnte tilfælde altsaa kun en del av brændslet tilgodegjøres, mindskes naturligvis maskinens hastighet saafremt ikke regulatoren tillater en motsvarende større mængde brændsel at slippe ind. For i alle saadanne tilfælder at holde maskinen igang, har maskinisten ingen anden utvei end at øke vandtilførselen i cylinderen eller paa anden vis at avkjøle kulen,d.v.s. at føre samme tilbake til dens oprindelige varmeforhold. Skal derimot maskinens belastning mindskes, maa samtidig vandtilførselen mindskes eller kulens temperatur paa anden maate holdes paa det rigtige nivaa. I motsat fald standser maskinen absolut. Grundideen ved al tænding er paa mindst et sted av gasblandingen at fremstille en saa høi temperatur at en lokal forbrænding indledes der, og denne forplanter sig senere paa en eller anden maate til den øvrige gasmasse. Tændkulen virker nu likesom alle andre tændanordninger paa den maate at den avgir en saa stor varmemængde til den nærmest samme værende gasblanding, at denne antændes. Kulens temperatur kan imidlertid ikke holdes saa høi at en eksplosion straks fremkaldes; men der vil medgaa en viss tid i hvilken den nødvendige varmemængde faar utstraale inden tænding finder sted. Ved elektrisk tænding er derimot gnistens temperatur meget høiere end den av kompressionen fremkaldte temperatur. Her derimot er denne senere temperatur saa at si av samme størrelse som den egentlige tænder (kulen), hvorfor kompressionstemperaturen som hastig stiger mot dødpunktet her faar stor indflydelse.

For at opnaa en god forgasning av brændoljen, maa kulen ikke være for kold, og for at undgaa for tidlig tænding og koksdannelse, maa den heller ikke være for varm. Kulens temperatur maa saaledes ligge inden visse, dog heldigvis ikke altfor trange grænser, og det er maskinistens sak at holde den indenfor disse. Men da det for en given maskin er den varmemængde (d. v. s. produktet av varmeintensiteten og tiden), der med deles til den gasmasse som er i berøring med kulen og som for tændingen er av

avgjørende betydning, saa indsees let at

kulens saavel form som volum spiller en

- stor rolle. Det vil herigjennem forstaaes *

hvorfor flertallet av disse maskiner er

saa ømfindtlige for variationer i belast-

ning eller omdreiningstal. Forandres

— belastningen, da antar nemlig kulen en

anden temperatur, d. v. s. dens varme-

intensitet blir en anden. Denne kan dog -

av maskinisten reguleres ved vand-

indsprøitning. Faar maskinen derimot

arbeide med større eller mindre hastighet, -

- blir det i første fald tiden for varme-

— straalingens indvirkning som undergaar

forandring, men i de fleste tilfælder des-

uten endog varmeintensiteten.

Ved baatdrift med faste propelblade

forekommer saavel intensitets- som tids-

— forandringen samtidig, eftersom hver be-.

— lastning med nødvendighet fordrer et.

— vist antal omdreininger hos maskinen,

Ved anvendelse av propeller med omstil-

bare blade kan maskinens hastighet

holdes mere konstant.

Det er netop paapekt at den til gasen.

fra kulen avgivne varmemængde bestem-.

mer tidspunktet for tændingen. Dette.

— er nok tilfældet, men bør aldeles ikke.

— opfattes saa at et visst kvantum varme

— pr. flateenhet fra kulen under alle om-.

— stændigheter skulde kunne antænde gasen. -

Man maa erindre at ved vekslende om-.

— dreiningstal kommer forskjellige mængder

— gas i berøring med hver del av kulen påa grund av at bølge- og hvirvelbevægelserne i cylinderen da blir forskjellige.

Herav indsees let at under forskjellige

forhold ikke blot kulens varmeintensitet

og tiden for varmens utstraaling og led

ning forandres, men ogsaa at den for

nødne varmemængde blir en anden. Det.

— eneste middel hvormed alt dette kan avhjælpes, er at forandre kulens varme-

intensitet, d. v. s. dens temperatur. Men

som sagt, muligheten for en saadan

regulering ligger inden visse grænser.

Paa den anden side kan tændingen meget

godt indtræde indenfor et ganske stort

omraade efter eller før dødpunktet, og

maskinen faar derved til en viss grad -

anledning til at regulere sig selv. At en - saadan regulering fra rent teknisk syns-

punkt set ikke er særdeles fuldkommen,

- er naturligvis en sak' for sig.

Erfaringen viser at to maskiner der

er bygget efter samme tegninger og

modeller ofte fordrer forskjellig kompressjon og forskjellig vandindsprøitning.

Dette lar sig ogsaa let forklare, naar

man tar i betragtning i hvor høi grad -

tændingen beror paa tilfældigheter. Paa

den anden side findes maskiner der

savner saåavel vandindsprøitning som

anden reguleringsanordning av kulen, og

som trods det kan arbeide endog uten belastning. Enkelte maskiner stanser

derimot ved ca. halv belastning; men

som almindelig regel er tændkulemaskiner

mere ømfindtlige for varierende om-

dreiningstal end for varierende belast-ning.

Ofte faar man i fabrikanternes kataloger

og brochurer se fremholdt, specielt for saadanne maskiner med helt uavkjølet

- toplaag, den betydelige brændselbesparing

som man for denne uavkjølte maskindel

kan regne med i forhold til en saadan

med avkjølet laag. At en saadan paa

- stand er vanskelig nok at forsvare, skal

jeg straks søke at vise. Tændkulens

styrke ligger nok mere i dens enkle

- konstruktion, i at den er let at passe,

- holdbar og ikke let kommer i ulave.

Paastanden om at tændkulen fordrer

mindre brændsel til ophetningen er rigtig

om den sammenlignes med tændrør; men

i sammenligning med et magnetisk tænd-

- apparat fordrer tændkulen mere brændsel.

At varmetapet er mindre ved den rød-

varme kun av luften avkjølte tændkule end hos en vandavkjølet cylinderbund,

er rigtig naar like store overflater

sammenlignes. De mange sterkt buede

former som tændkulen medfører, gjør

imidlertid at den luftavkjølte overflate

hos en saadan maskin blir mindst dobbelt

saa stor som tilsvarende vandavkjølte

overflate hos en velkonstruert maskin

med helt avkjølet toplaag. Summeres

derfor varmetapene i de forskjellige til-

fælder, findes der ingen sandsynlighet

for at varmetapet er mindre ved en med

tændkule forsynet maskin end en med

fuldstændig vandavkjøling. At bevise

dette med tal er umulig, da de faktorer

som her spiller ind er for litet kjendte.

Hertil kommer yderligere at ved en vel

avkjølet maskin kan kompressionen drives

væsentlig høiere end ved en maskin med

delvis glødende vægger, og det er eks-

perimentelt bevist at gevinsten ved øket

kompression er større end tapet ved øket

avkjøling. Endelig kan en maskin med

varme vægger ikke gi saa stor effekt

med samme eceylindervolum som en vel

avkjølet, da vegtmængden av eksplosiv

blanding som følge av opvarmningen blir

mindre.

Herved blir for samme effekt maskiner

med tændkule større end maskiner med

fuldstændig avkjøling, hvorved ogsaa

varmetapet av den grund økes.

Ved studiet av de forskjellige tænd-

kulekonstruktioner som er kommet til

anvendelse, finder man at disse væsentlig

avviker fra hverandre, og ved første be-

tragtning forbauses man uvilkaarlig over

at samme resultat kan opnaaes med til-

synelatende i princippet forskjelligartede

konstruktioner. Likesaa finder vi at mens

der for faa aar siden blot kunde være

tale om anvendelse av tændkulemotorer

op til kun 8 å 10 HK, kan de derimot

nu bygges op til 80 å 100 HK pr.

cylinder. Alle disse ældre maskiner var

utrustet med tændrør eller glødekule-

tænding og arbeidet med lav kompres-

sion, 2—3 atm. Ved større og mere

moderne maskiner derimot kan man.

knapt tale om »tændkule<; ti al kom-

pression er henlagt til et særskilt vand-

avkjølet forbrændingsrum, som vanlig

kun er uavkjølet paa selve toppen, hvor

det dækkes av et kalotformet laag. Dette

laag maa her tjenestgjøre som tænder,

og forbrændingsrummet staar i forbin-

delse med cylinderen gjennem en eller

flere smaa kanaler. Kompressionen pleier

at gaa op til 8 å 10 atm.

En av de ældste tændkuler som er

kommet til anvendelse var den av Robey

konstruerte (fig. 3). I det vandavkjølte

kompressionsrum var en aapen kule, og

luftoljeblandingen blev indført i cylin-

deren gjennem en ventil under kulen,

hvorved oljen av varmen fra kulen gik

over til gas. Kulen utgjorde omtrent

halvparten av kompressionsrummets vo-

lum. Kompressionen var ca. 2,6 atm.

Den tændkule som her i landet og i

Sverige er meget anvendt specielt ved

smaa kraftmængder, er den fra Mietz &

Weiss. Den (fig. 4) bestaar av en kule

med forholdsvis tyndt gods og en hals

som er kort og smal. Med en flens er

kulen fæstet paa det ikke avkjølte

eylinderlaag. Fra kulen gaar en »læbe<

ind i cylinderen paa hvilken oljen ind-

sprøites. Den største del av kompres-

sionsrummet er forlagt utenom kulen.

Kulen (fig. 5) er i alt væsentlig lik den

første, men forsynes undertiden med en i

kulen indlagt spiralvridd nikkelplatestrim-

mel. Dog forekommer det at en relativt

større del av kompressionsrummet for-

lægges ind i selve kulen. Kompressionen

er ca. 5 å 7 atm.; men i sidstnævnte

fald ca. 9 atm. Kulen holder sig ved

maskinens gang sterkt rødglødende.

Ved en svensk motor, Carlsviks, an-

vendes en tændkule som avviker fra

ovennævnte, idet den bestaar av et

eylindrisk rum med næsten plane gavler

(fig. 6). Den ene gav] er forsynet med

en smal hals som med en flens er for-

bunden med den avkjølte cylinderbund.

Kulen er indvendig forsynt med 6 stk.

paa langs gaaende fjærer som bærer en

spiralvridd nikkelplate. Paa den cylindriske

del er oventil en flens, paa hvilken der

er anbragt en indløpsventil for olje som

kommer ind blandet med endel luft. Oljen

forgases mot nikkelspiralens og kulens

hete overflater og strømmer under ind-

sugningsperioden ind i cylinderen hvor

den blander sig med luft som er kommet

ind' gjennem den egentlige indløpsventil,

der er forlagt til cylinderen. Den største

del av kompressionsrummet er her for-

lagt utenfor kulen.

Den fremragende konstruktør Gildner

har paa en av ham konstruert motor

anvendt en tændkule eller rettere et

tændrør, som vist i fig. 7. Den bestaar - av et rør som med en flens er fæstet til *

maskinens cylinderlaag og indvendigerfor-

synet med en del skraa, halve bunder.

Paa rørets øvre ende er anbragt en ventil

gjennem hvilken olje og noget luft kan

- strømme ind. Mot de hete vægger for- -

gases oljen og kommer ind i kompres-

sionsrummet, hvor den blandes med luft

fra den egentlige indløpsventil. Den

- største del av kompressionsrummet er her

likesom ved den foregaaende forlagt

- utenfor tændkulen. (Forts)

Hornsby anvender for maskiner mindre end 5 HK den i fig. 8 i horisontal projektion gjengivne kule, bestaaende av en cylinder med næsten plane bunder og den ceylindriske del indvendig forsynet med paa langs gaaende fjærer.

Figur 8

Fra den ene gav utgaar en lang, smal hals, som med en flens slutter til det ikke avkjølte cylinderlaag. Paa den cylindriske del er anbragt et vandavkjølet mundstykke, gjennem hvilket oljen ind--

sprøites i kulen uten tilblanding av luft.

For større maskiner anvender samme

konstruktør den i fig. 9 viste kule, be-

staaende av en halvsfære som med en

flens er fæstet til en vandavkjølet

eylindrisk del, hvis anden gav] gaar over

i en smal, uavkjølet hals med flens .

fæstet til det avkjølte cylinderlaag.

Halsen staar gjennem en smal kanali

forbindelse med eylinderen. Oljen ind-

sprøites fra siden i den

sfæriske del. Den største Fv

del av kompressionsrum- NA i

met er her forlagt til EE —

selve kulen. Ved smaa K

maskiner er kompressio- N å

nen ca. 3 atm,, ved større N

maskiner 6 å 9 atm. N

Endelig anvender Rund- SY

løf (Boliders) en kule som SÅ aar ar ar:

har to halser og samtidig

utgjør cylinderlaaget (fig. i

10). Halsene er saaledes i

anordnet at luften idet

en ny ladning indføres, !

spyler gjennem kulen og

renskyller den for for— rolig gang og lavt brændselforbruk. Al

kompression er forlagt til selve kulen. —

»Tændkulen<, fig. 13, er kanske den -

for nærværende mest populære, eller

rettere den som netop nu med mindre

— betydelige forandringer anvendes ved de

— fleste nykonstruktioner. Fordelen ved

denne kule er, som det let vil sees av

— tegningen, at åen har et kraftig avkjølet

— forbrændingsrum, der muliggjør anven-

delse av omtrent hvilkensomhelst for.

maskinen passende kompression. Den

høie kompression fordrer brændselind-

— sprøitning straks før øvre dødpunkt, :

— hvilket paa sin side gjør det mulig at

— maskinen kan arbeide uten vandindsprøit-

ning i cylinderen samt uten belastning,

uten at nogen ekstra varme utenfra be-

— høver at tilføres kulen — kalotten. Den

— mellem cylinderen og forbrændingsrummet

nødvendige kommunisering optages og

— Pplaseres noget forskjellig hos de forskjel--

lige maskiner. Mange anvender ganske

— enkelt bare et i topstykkets midte pla-.

— sert rundt hul, andre to rektangulære

— huller, plasert i eller tvers over den paa

— stemplets top anbragte kams retning.

Forfatteren selv har naadd det bedste

— resultat med et topstykke, i hvis bund

to rektangulære huller var plasert i

— stempelkammens retning, og det anvendte

stempel hadde den topform som figuren

— viser; kompressionen var jevnt 9 atm.

Maskiner med denne beskrevne tændkule

viser usedvanlig lavt brændselforbruk,

men meget høit forbruk av smøreolje og

— »haard« gang.

En og anden fabrikant har jeg set

anvende to indsprøitningsmundstykker,

gjennem hvilke oljen samtidig indsprøites

i cylinderen, alt for at søke at opnaa

bedre forgasning av brændslet. Hvad

denne konstruktionsmaate angaar er det

min bestemte opfatning at den ikke er

at anbefale, for ikke at tale om de

kompliserte petroleumspumpeanordninger

som her maa brukes og som gjør maski-

nens pas vanskeligere istedetfor enklere;

dagens løsen er jo: »bedre og enklere<«.

Et mundstykke forsynet med kraftig

spreder av brændslet burde være nok for

de største glødekulemotorer, da man. vet

at 4-takts dieselmotorer med 600 mm.

cylinderdiam.. greier sig med ett mund-

stykke pr. cylinder.

At virkelig gode resultater kan op-

naaes med maskiner med tændkuler er

en' kjendt sak, og ofte ser man i fag-

skrifterne publisert officielle prøveresul- tater, hvor maskinernes brændselforbruk

har holdt sig omkring 240 gr. raaolje pr.

eff. HK og time, dette ved saa smaa

maskiner som mellem 20 og 30 HK pr. -

cylinder. Disse resultater beviser at

diagrammene maa ha været gode og at

tændingerne har fundet sted i det rette

øieblik. For at erholde et lignende re-

- rultat maa imidlertid hver med tænd-

kule forsynet motor betjenes av en

intelligent og øvet person, som stadig

har sin opmerksomhet rettet paa maski-

nens gang og uophørlig foretar de ind-

- stillinger som er nødvendige for at op

naa et godt resultat. Passes derimot

maskinen av en uøvet person, behøver

man vistnok ikke at frygte for at ma-

skinen skal stoppe; men resultaterne blir

- ganske anderledes, og de tagne diagram-

mer viser sjelden en rigtig tænding.

Her ligger netop forskjellen méllem disse

»enkle« maskiner og de av mere fuld-

- endt konstruktion, som efter en én gang —

for alle utført indstilling altid viser

samme resultat. Som her nævnt kan dog

«virkelig gode diagrammer erholdes fra

maskiner forsynet med tændkuler, blot

forutsatt at de blir nøie passet; og man

spør ofte om ikke dette pas paa eneller

anden maate skulde kunne overlates til

regulatoren. For nærmere at kunne be-

"svare dette spørsmaal er det nødvendig

først nøiagtig at undersøke de teoretiske

"betingelser for tændkulens rigtige funk-

tion.

— Giildner er efter studiet av en Hornsby-

motor gaat ut fra den forutsætning at

naar luft begynder at strømme ind i

kulen og blander sig med petroleums-

"gasen, tændes gasblandingen i virkelig:

heten i det øieblik blandingen har op- —

naadd eksplosionsomraadets grænse, mens

"der i kulen sker en forbrænding inden

stemplet har naadd det døde punkt.

Denne forbrænding som avstedkommer z

"et høiere tryk i kulen end i cylinderen,

"vilde straks forplante sig til sidsinævnte,

hvis ikke halsen i kulen var såa trang

"at strømningen fra cylinderen til kulen

opveiet strømningen fra kulen til eylin-

deren. Som bevis herfor paaviser Giild-

ner, at mot slutten av kompressionen

vises der paa diagrammet tydelig en

hastigere trykstigning end den som hit-

rører fra kompressionslinjen, eller med

"andre ord en svak fortænding. Denne

hypotese som fra begyndelsen er blit op- —

"stillet for det aapne tændrørs vedkom-

mende, skulde muligens kunne tænkes

"tillempet paa tændkulen av Meitz &

Weiss og Carlsvikstypen, men er — som

nedenfor skal paavises -— fuldstændig

umulig netop for den maskin som Giild-

ner har studert. Ved Hornsbymotoren er

nemlig som før nævnt hele kompressions- —

rummet forlagt indeni tændkulen, og for —

"at strømningerne fra og til kulen skal

holde likevegt, maa altsaa det fra cylin-

deren tagne diagram vise en kompres-

sionslinje der betydelig avviker fra den

- adiabatiske, og som ved kompressionens

slut viser et tryk som er likt eller i det

mindste næsten likt sluttrykket ved for-

brændingen. $aa er imidlertid aldeles

ikke tilfælde, og diagrammer kan endog

erholdes som ikke viser spor av for-

tænding; men forbrændingen er skedd

mens stemplet har passert det døde

punkt.

Forfatteren har desuten i sin besid-

delse en tændkule (tat fra en mindre

Avancemotor) som litt efter litt er blit

aldeles fyldt med tæt, haardt kul, som

fig. 14 viser. Men ikke nok dermed, en

stor del av læben var ved den sterke

overhetning blit bortsmeltet; og at ma-

skinen desuagtet arbeidet, viser klart

hvor falsk Giildners hypotese er.

Clerk har opstillet en anden hypotese;

ogsaa den gjælder en Hornsbymotor.

Oljen indsprøites i kulen ved denne

motor under indsugningsslaget, og Clerk

antar at kulen ved sugeslagets slutning

er fyldt med oljedamp. Under kompres-

sionen indkomprimeres nu luft i kulen,

og ved kompressionsslagets slutning er

saa meget luft kommet ind i denne at

en tændbar blanding er opstaat. En

gasluftblanding er som bekjendt tændbar

indenfor meget vide grænser for blan-

dingsforholdet mellem gas og luft; og

den skal altsaa i dette tilfælde tænde ved

overskud av oljedamp, hvorved et unaturlig

høit brændselforbruk vil bli følgen. Av

prøver tat fra Hornsbymotorer har det

vist sig at hos middelstore motorer har

forbruket av russisk petroleum ikke været

over 300 gr. pr. eff. HK og time, hvilket

maa ansees som et ganske godt resultat,

og det viser samtidig at Clerks teori er

mindre værdifuld.

De naturfænomener paa hvilke tænd-

kulens funktion baseres, er nok ganske

andre og ikke fuldt saa enkle som de nu

anførte forfattere har trodd.

(Fortsættes.)